søndag den 30. marts 2014

Sommertid

Havemøblerne og urene er stillet frem..... så er havesæsonen godt igang - god fornøjelse derude i have-blog-land.   Mon ikke dette bliver det bedste år indtil nu    :-)

søndag den 23. marts 2014

Julegaven

Min julegave er endelig kommet ned fra loftet.
Min rosenbue - som jeg havde ønsket-plaget om i julegave - efter den gode gamle metode..... jamen, alle de andre har én.
Buen er sat op ved "indgangen" fra potage'en til "prydhaven". På en ene side har vi sat en slyngrose, Awakening (inspireret af Fru Friis) - På den anden side har vi sat  Clematis, Alpina Pink Flamingo  (det var slet ikke den, jeg skulle have haft, men en duftende Clematis Flammula.... men altså, billedet af de pink flamingoer lokkede mig). Nu håber jeg på mildt vejr, for Clematissen har store knopper..... rosen har til gengæld ganske små knopper og har desuden fået et lille drivhus for at holde lidt på varmen :-)

Ved siden af Clematissen står en ældre New Dawn, den har aldrig været meget for at gro, men den skyder da med en enkel pist, så den får lige chancen, og lidt hestepærer.

OH, jeg ser skønheden for mig..... bare det nu vil vokse lige så frodigt
som jeg forestiller mig.

fredag den 21. marts 2014

Virginia Woolfs Have ved Monk's House

Billeder af min fine lyserøde Perlehyacint (en souvenir fra decemberturen til London) - og min helt nye bog om Monk's House. (Tak til "Havefolket" som med deres anmeldelse gav mig det sidste skub til at købe bogen)


Jeg har kun bladret lidt i bogen, men den ser ud til at være lige i min smag, dejlige havebilleder, men også historie om menneskerne bag haven. Jeg har i forvejen bøger om flere af de berømte haver og deres mennesker f.eks. Hidcote og Sissinghurst - og har for en delt år siden købt en bog om Virginias søster Vanessea og Charleston Farmhouse (det var dengang jeg gad at brodere hi hi) - men jeg synes, at det er fascinerende at læse om disse mennesker -  på mange måder priviligeret, men også med personligheder med mentale udfordringer og som var i stand til at skabe så fine ting - som vi, den dag i dag, kan glæde os over.

tirsdag den 18. marts 2014

Anemonetid

Hvide anemoner i mit skov-bed. Glæder mig til synet af væg-til-væg anemoner i skoven (den rigtige skov), men det må vente til en dag hvor det er lidt lunere end i dag.


i dag, er det mest til at nyde haven indefra, så det gør jeg

lørdag den 8. marts 2014

Wildlife 2


Ved hjælp af en lille sti af kattemat har Gysse fundet sit lille hus, den gik derind, og måske er den derinde endnu..... nu ved den ihvetfald at huset er der..... og vi kan næsten ikke få armene ned igen, vi troede faktisk ikke rigtig på projektet.
Sognets katte har også duftet den lækre kattemad... men jeg håber, at kattene ikke går ind i Gysses hus og generer den. 
Sikke et skønt forårsvejr i dag. Jeg har været ude at  sprede møg (hestepærer til roserne) og siddet i solen og passet på, at ingen generer det lille pindsvin   :-)

mandag den 3. marts 2014

Wildlife - Pindgrise

Hvis du nu var et lille pindsvin, og var blevet vækket lidt for tidligt og skræmt væk, af nogen havetosser, der absolut skulle rydde op i dit ellers så rolige hjørne - og du så tilfældigvis kom tilbage og så dette lille hus her..... 

..... ville du så ikke tænke, hov, der er da en ledig bolig - lige til mig - jeg snupper mig da lige en halvtime på den en' side - ville du ikke  ????? 
Eller skal jeg mon sætte et pictogram op, med et billede af pindsvin.
jeg drysser lidt kattemad, sætter lidt vand og håber at den lille fyr enten flytter ind, eller at den har en dejlig lun plads inde hos naboen, for jeg ved ret beset ikke, om den virkelig boede der i bladene, eller den bare kom forbi. Men vi har ihvertfald besøg af pindsvin om sommeren, det kan jeg både høre og se på efterladenskaberne.
Jeg drømmer om at sætte et lille spir på toppen af huset.....